Hvem er vi

I året 1909 stiftede en række håndværksmestre og industridrivende

Haandværker- og Borgerforeningen for Vedbæk og Omegn.

Foreningens formål var og er stadig at virke som central forening, der samler byens borgere i venskab og samarbejde samt værne om byens og omegnens udvikling.

Foreningen har haft stor betydning for Vedbæks liv og udvikling. Det var den, der efter en henvendelse fra fiskerne tog initiativet til Vedbæk Havn, og i dag arbejder man stadig aktivt ved repræsentation i Vedbæk havnebestyrelse og i samarbejdsudvalget.

I starten af foreningens virke dannede man en fond for trængende medlemmer. Man var med til starten af en teknisk aftenskole, ved udvidelsen af togdriften på kystbanen og til ideen omkring ”Bakkehuset”. Endvidere tog foreningen sammen med søspejderne initiativet til havnefesten, som har været en begivenhed i mange år.

De traditionsrige fester fra foreningens begyndelse holdes stadig i hævd. Her kan bl.a. nævnes torskegilde, billardturnering, rafleturnering samt den årlige fugleskydning, hvor Haandværker- og Borgerforeningens fuglekonge udnævnes.

Mange af de ovennævnte arrangementer og arbejder er kommet i stand ved foreningens medlemmer og/eller bestyrelsens positive indsats for at virke og bibeholde en af Rudersdals kommunes ældste foreninger.