Vedtægter

Love og vedtægter

for

Haandværker- & Borgerforeningen

for Vedbæk og Omegn

I året 1909 stiftede en række håndværksmestre og industridrivende

Haandværker- og Borgerforeningen for Vedbæk og Omegn.

Foreningens formål var og er stadig at virke som central forening, der samler byens borgere i venskab og samarbejde samt værne om byens og omegnens udvikling.

Foreningen har haft stor betydning for Vedbæks liv og udvikling. Det var den, der efter en henvendelse fra fiskerne tog initiativet til Vedbæk Havn, og i dag arbejder man stadig aktivt ved repræsentation i Vedbæk havnebestyrelse og i samarbejdsudvalget.

I starten af foreningens virke dannede man en fond for trængende medlemmer. Man var med til starten af en teknisk aftenskole, ved udvidelsen af togdriften på kystbanen og til ideen omkring ”Bakkehuset”. Endvidere tog foreningen sammen med søspejderne initiativet til havnefesten, som har været en begivenhed i mange år.

De traditionsrige fester fra foreningens begyndelse holdes stadig i hævd. Her kan bl.a. nævnes torskegilde, billardturnering, rafleturnering samt den årlige fugleskydning, hvor Haandværker- og Borgerforeningens fuglekonge udnævnes.

Mange af de ovennævnte arrangementer og arbejder er kommet i stand ved foreningens medlemmer og/eller bestyrelsens positive indsats for at virke og bibeholde en af Søllerød kommunes ældste foreninger.

§ 1

Foreningens navn er Haandværker- og Borgerforeningen for Vedbæk og Omegn.

Dens formål er at virke som en central forening, der samler byens borgere i venskab og samarbejde samt værne om byens og omegnens udvikling.

§ 2

Foreningen er upolitisk.

§ 3

Adgang til at blive medlem har enhver borger, som formenes at have interesse i foreningens formål.

§4

Kontingentets størrelse fastsættes for et år ad gangen (01.01-31.12) af
generalforsamlingen der afholdes i februar og opkræves én gang årligt.
Kontingentet skal være indbetalt senest 2 måneder efter påkrav. Sker dette
ikke, har de pågældende ikke krav på at deltage i foreningens aktiviteter.
Restancer på mere end 6 måneder efter påkrav medfører, at vedkommende
slettes.

Ved indmeldelse betales det årlige kontingent og medlemskabet er aktuelt, når
beløbet er indbetalt til foreningens konto.

Udmeldelse skal ske skriftligt til formanden eller kassereren.

§5

Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder, at han ved sit forhold giver anledning dertil. Bestemmelse om udelukkelse kan af alle parter indbringes for generalforsamlingen, hvor der da kræves 2/3-del af de afgivne stemmers majoritet for, at udelukkelsen skal være gyldig. Udelukkelse kan være begrænset i tid eller for bestandig.

§6

Æresmedlemmer kan udnævnes, når den samlede bestyrelse er enige herom, ligesom bestyrelsen kan fritage medlemmer for kontingentbetaling, når særlige forhold taler for dette.

§7

Generalforsamlinger, som er den øverste myndighed i alle foreningens
anliggender, afholdes hvert år og indkaldes med mindst 14 dages varsel og
afholdes senest med udgangen af februar måned med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Beretning om foreningens arbejde
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab samt budget for det kommende
år, til godkendelse
4. Fastsættelse af næste års kontingent
5. Eventuelle indkomne forslag, som skal indsendes skriftligt til formanden
senest 1. januar således, at indkomne forslag kan udsendes sammen med
indkaldelse til generalforsamling.
6. Bestyrelsesvalg m.v.
7. Eventuelt

§ 8

Afstemninger ved generalforsamlinger finder sted ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning kan forlanges af dirigenten, bestyrelsen eller af mindst 10 medlemmer.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt..

 

Ved afstemning om nye love eller lovændringer kræves, at mindst 1/4-del af samtlige medlemmer er tilstede, og at mindst 2/3-del af disse stemmer for forslaget. Er ikke tilstrækkeligt antal medlemmer repræsenteret, men 2/3-del  af de tilstedeværende stemmer for forslaget, skal dette forelægges en ny generalforsamling, som afholdes senest 2 måneder efter, og her kan endelig vedtagelse ske, når mindst 2/3-del af de tilstedeværende stemmer for forslaget.

Andre beslutninger tages ved almindeligt stemmeflertal (se dog § 5).

§ 9

Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

Formanden vælges direkte af generalforsamlingen, mens bestyrelsen selv konstituerer sig med næstformand, kasserer, sekretær og medlem af havnebestyrelsen.

Generalforsamlingen vælger endvidere:

2 bestyrelsessuppleanter, 1 revisor, 1 revisorsuppleant, 1 fanebærer og 1 fanebærersuppleant.

Alle valg gælder for 2 år og finder såvidt muligt sted med ½-delen hvert år.

§ 10

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december. Foreningens midler
anbringes i bank i henhold til gældende regler for anbringelse af umyndiges
midler. Kassereren skal afslutte regnskabet således, at den valgte revisor kan
afslutte revisionen senest 14 dage før generalforsamlingen. Kasseren
fremsender på samme tidspunkt det reviderede regnskab til bestyrelsen til
orientering.

§ 11

I tilfælde af foreningens ophør, som kan besluttes på samme måde som ved vedtagelse af nye love, skal foreningens eventuelle midler anvendes til oprettelse af et legat, som skal bære foreningens navn og virke til fordel for værdigt trængende i Vedbæk sogn. Legatet administreres af Vedbæk sogns menighedsråd. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

Haandværker- & Borgerforeningen for Vedbæk og Omegn
Ajourført og vedtaget 6. februar 2020